Hvis du nogensinde har mødt op på dit arbejde mandag morgen fuld af motivation, energi og en plan for ugen …

For så at konstatere fredag eftermiddag, er du ikke har nået halvdelen af det, du satte dig for.

Så er der INTET galt med dig.

Nej, du er faktisk bare faldet i en af de 4 hjernefælder, der æder din arbejdsdag.

Og det er gode nyheder.

For din hjerne (og dens besynderlige måde at fungere på) kan du lære at kende. Og når du først kender den, så ved du hvad du skal gøre, for at den arbejder med dig.

Den hjernefælde, der er skyld i din gentagende overvurdering af, hvad du kan nå på en arbejdsuge, kaldes Planning Fallacy.

Planning Fallacy

Planning Fallacy betyder, at du systematisk undervurderer, hvor lang tid opgaver tager, og hvor meget energi og kompleksitet de faktisk kræver.

I et kendt studie skulle studerende gætte, hvornår deres afsluttende opgave ville være færdig. I gennemsnit gættede de på 34 dage.

Det tog godt 55.

Og det var altså ikke folk, der var ligeglade med deres opgave. De havde al den motivation, man kan ønske sig. Og alligevel snød deres hjerne dem.

Hvorfor hjernen gør det

Din hjerne er bygget til handling, ikke til perfekte tidsestimater.

Forestil dig at skulle bygge et ly, lave ild eller tage på jagt, og vide præcis, hvor besværligt det ville blive, før du gik i gang. Der var ting, du aldrig var gået i gang med.

En vis optimisme var det, der fik os til at tage første skridt.

I dag betyder det, at du tror, du kan nå 5 timers arbejde på 2. Du siger ja til for meget, fordi det hele virker muligt lige i øjeblikket. Og først senere mærker du presset.

Når det sker tit nok, sker der noget værre:

Du holder op med at stole på dine egne planer.

Ingen løber planlægger ud fra sin bedste dag

En atlet lægger ikke sin plan for løbet ud fra den dag, hvor alt gik op i en højere enhed. Planen bygger på det, han rent faktisk har løbet før. Med plads til det, der går galt.

I vores arbejdsliv gør vi det modsatte.

Vi planlægger ud fra en fantasiversion af os selv, hvor vi aldrig bliver afbrudt, hvor intet tager længere tid end forventet, og hvor vores energi er i top fra mandag til fredag.

Og det er præcis derfor planen sjældent fungerer.

Prøv det her i denne uge

1. Gang dit første estimat op. Tænker du at noget tager 30 minutter, så sæt i stedet 45 eller 60 minutter af til det.

2. Kig bagud. Inden du planlægger en opgave, så spørg dig selv, hvor lang tid noget en lignende opgave tog sidst. Din historik er som regel meget mere præcis end din store optimisme.

3. Planlæg luft. Det er nemt at fylde en kalender ud med opgaver. Men det kan være mindst lige så effektivt også at sætte tid af til pauser. Hvis du ikke gør det, kan hele dagen skride, hvis bare én opgave tager for meget tid.

Det var én af fire fælder

Planning Fallacy er kun én af de fælder, der æder din arbejdsdag, uden at du opdager det.

Der er 3 mere.

De er lige så almindelige, og de koster dig lige så meget. Hver af dem indvier jeg dig i min hjernefælde-guide.

Jeg hepper på dig.

High five
MC