Sådan bekæmper du din indre kritiker

Forestil dig, at du er på ferie i et land, hvor du ikke forstår et ord af sproget.

En mand stiller sig ved siden af dig. Han smiler bredt og snakker løs.

Det, du ikke ved, er, at han sviner dig til. Hvert eneste ord er en fornærmelse.

Bliver du sur?

Nej, da.

Du smiler sikkert tilbage.

For ordene betyder ingenting for dig. Du forstår dem ikke.

Men i det øjeblik du lærer sproget, begynder de at gøre ondt. Alene af den grund, at du nu tillægger dem en (negativ) mening.

Det er hele pointen i dagens nyhedsbrev:

Det er ikke det, der bliver sagt, der er problemet. Det er den mening, betydning og værdi, du tillægger det.

Og det gælder også det, der bliver sagt inde i dit eget hoved.

Du har sikkert hørt det før. Men det er værd at gentage, fordi det er et af de mest fundamentale principper, du overhovedet kan tage til dig.

Du er ikke dine tanker. Du er den, der observerer dem.

Din hjerne producerer tanker hele dagen. Måske har du hørt, at vi har 60.000 tanker om dagen. Det er en myte. Det ville betyde en ny tanke cirka hvert halvandet sekund, døgnet rundt.

Det bedste bud fra forskningen ligger på omkring 6.000. Stadig mange.

Og langt de fleste af dem vælger du ikke selv. Du sidder ikke og beslutter: Nu tænker jeg det her. Og nu det her.

De dukker bare op. Som om der stod en anden og hviskede dem til dig.

Jeg kalder det din autopilot. En lille stenaldermand, der bor i dit hoved.

Han er bygget til en verden, hvor det kunne koste livet at tage en forkert risiko eller blive smidt ud af flokken. Hans job er at holde dig i live. Om du er glad, er han ret ligeglad med.

Så når du står foran næste skridt i din karriere, den nye stilling, præsentationen for ledelsen, en ny stor opgave, så går han i gang:

Hvem tror du lige, du er?
Det kan du ikke.
De finder snart ud af, at du ikke er god nok.

Det er den stemme, mange kalder den indre kritiker. Når den rammer lige før et karrierespring, kalder vi det ofte imposter syndrom.

Og når du hører den, føles den som sandheden.

Det er den heldigvis ikke. Den er en gammel overlevelsesmekanisme, der prøver at holde dig væk fra det ukendte. Og når du føler, at den “holder dig tilbage”, gør den bare sit arbejde.

Et skib kan blive kastet rundt af bølger hele dagen uden at synke. Det bliver først et problem, når vandet kommer ind.

Det er det samme med din indre kritiker.

Den kommer aldrig, aldrig til at tie stille. Det er heller ikke målet.

Du bliver først holdt tilbage, når du tager tankerne for gode varer. Når du lukker vandet ind.

Tænk på det sådan her:

Hvis en fremmed kalder dig en idiot, kan du tage det til dig og tænke, at han nok har ret. Eller du kan trække på skuldrene, fordi han ikke kender dig, og gå videre med din dag.

Du har præcis det samme valg med dine egne tanker.

De er forbipasserende luftkasteller. Du kan puste liv i dem. Eller lade dem drive forbi.

Når den indre kritiker melder sig, så lad være med at diskutere med den. Sæt i stedet et par ord foran tanken:

“Jeg lægger mærke til, at jeg har tanken om, at jeg ikke er god nok.”

Det lyder banalt.

Men det flytter dig fra at være tanken til at være den, der observerer den. Og derfra er det meget lettere at vælge, hvad tanken skal betyde.

Og ja, det er lettere sagt end gjort. Intet, jeg skriver her, kan gøre det for dig. Men forhåbentlig giver det dig en ny måde at se det på.

Jeg hepper på dig.

Highfive
MC

PS. Hvad siger din indre kritiker oftest til dig? Fortæl mig det i et svar til den her mail og så vender jeg tilbage med mit take på, hvordan du kan forholde dig til det.